En gang om måneden holdes der menighedsrådsmøde i konfirmandstuen. Hunderup menighedsråd holder så vidt muligt møde anden tirsdag i måneden og Vilslev menighedsråd sidste tirsdag i måneden. Et par gange om året holdes der fælles møde. Møderne er åbne. Dagsorden er ophængt i kirken.
Menighedsrådene sørger for vedligeholdelse af kirkerne og præstegården og udgiver kvartalsvis VILSLEV-HUNDERUP KIRKEBLAD, som præsten redigerer. Bladet udkommer 1. marts, 1. juni, 1. september og 1. december. Sideløbende hermed opdateres hjemmesiden.
Præsten lægger gudstjenesteplanen sammen med organisten. Menighedsrådene planlægger sammen med præst og kirkepersonale hvad der skal ske. Denne del af arbejdet udløser mere diskussion end kalk og mursten. Vi forsøger så vidt muligt at sammensætte et program der tilgodeser alle aldersgrupper. Organisten arrangerer koncerter, men menighedsrådene er arrangør.
Tilbagevendende begivenheder er:
Den årlige studietur for konfirmander til Sverige er fremover i 1. skoleferieuge.
Damekomsammen i præstegården i foråret.
Salmesangsaften Store Bededags aften i Vilslev kirke.
Forårskoncerten i maj, skiftevis i Hunderup og Vilslev.
Sommerudflugt for sognets beboere i maj / juni måned.
Studiekreds, hvor man en gang om måneden mødes om en bog.
Grundlovsmøde på Riber Kjærgård.
Det nye er Babysalmesang og højskoletur.