N.F.S. Grundtvig (1783-1872) – præst, salmedigter, teolog, skolemand, politiker m.m.
 

 
Ord af Herrens egen mund

Udkrystalliseringspunktet for Grundtvigs dåbssyn var hans opgør med ”eksegeternes pavedømme”, tidens akademiske teologi, formuleret i kampskriftet Kirkens Genmæle fra 1825.

Herefter udfoldes det både i salmer og prosa i mange sammenhænge, og det er ikke tilfældigt, at de første 4 (og delvis også det sidste) af i alt 21 afsnit i Den Christelige Børnelærdom - en række tidsskriftartikler udgivet i årene 1855-61, som i 1868 udkom i samlet form – kredser om dåben, dåbspagten, forsagelsen og trosbekendelsen ved dåben.

For dåben er for Grundtvig ikke bare et sakramente, fremhævet som sådant i den lutherske tradition, dåben er kristendommens kærne og omdrejningspunkt.

Grundtvig understreger i Den Christelige Børnelærdom, at dåben er en levende tradition, som rækker helt tilbage til Jesus selv, at dåben finder sted på Jesu befaling og med ”ord af Herrens egen mund”. Dåben er altså ikke baseret på Biblen, men på den kristne menighed, hvis vidnesbyrd er gået som levende ord fra mund til øre fra generation til generation lige fra apostlenes tid.

For Grundtvig er det helt afgørende, at den apostolske trosbekendelse ved dåben er ”ord af Herrens egen mund”. Denne stadigt understregede grundsætning giver i den første generation af grundtvigianere anledning til den teori, at Kristus selv havde lært apostlene trosbekendelsen i de 40 dage mellem påskemorgen og himmelfarten.
 

 
Forsagelse og trosbekendelse som dåbens fundament

For Grundtvig bliver trosbekendelsen ved dåben ikke bare fundamentet for kristendommen, forestillingen om at ordene ved dåben – både trosbekendelsen og Fadervor - er ”ord af Herrens egen mund” fører til et næsten fundamentalistisk forsvar for hver eneste formulering og resulterer i voldsomme udfald mod de af samtidens teologer og kirkefolk, der f.eks. havde forbehold overfor jomfrufødslen, eller som ikke kunne forlige sig med formuleringen ”kødets opstandelse”, men foretrak ”legemets opstandelse” – uoverensstemmelse på dette punkt var nær ved helt at koste Grundtvig venskabet med B.S. Ingemann.

Michael Ancher: Barnedåb i Skagen kirke, 1881 (Ribe Kunstmuseum).

Grundtvig insisterer også - med udgangspunkt i sit filosofiske forankringspunkt, ”modsigelsens grundsætning” - på, at forsagelsen er en uundværlig del af dåbspagten: ”Ligesom det nemlig er klart, at det vilde være en grov Bedrager, som lovede en Synder Salighed uden Omvendelse, vilde være netop det samme som at love en, der var paa gale Veje, at han, uden at vende om, skulde naa det Maal, han vendte Ryggen til, saaledes vilde det jo ogsaa være et groft Bedrag med Daabs-Naaden til Gjenfødelse og nyt Liv, dersom ikke Daabs-Pagten, som et af Vilkaarene, udtrykte Bortvendelsen fra al Løgn og Ondskab, uden hvilken det umulig kan være ærligt ment med den Henvendelse til Naaden og Sandheden, som den apostoliske Tros-Bekjendelse udtrykker.”
 

 
Den folkekirkelige dåbspraksis

Grundtvigs dåbssyn har præget den folkekirkelige dåbspraksis både hvad angår brugen af forsagelsen som indledning til dåben og på den måde, at dåben i folkekirken normalt finder sted i forbindelse med de ordinære, offentlige gudstjenester på søn- og helligdage som en understregning af at dåbspagten ikke har sin grund i en ritualbog eller en Bibel, men i den levende menigheds uforandrede bekendelse.

Det er efter sigende også en frugt af den grundtvigske indflydelse, at døbefonten, der i middelalderen var placeret ved kirkens indgang, i de fleste danske kirker er flyttet frem i kirkerummet i nærheden af alteret, så alle i menigheden kan følge med i dåbshandlingen. En understregning af sakramenternes centrale betydning for den gudstjenestefejrende menighed: ”kun ved badet og ved bordet høre vi Guds ord til os.”

Frimærke udgivet i anledning af Grundtvigs 200 års jubilæum
 

 
Sov sødt barnlille og trosbekendelsen

Et par tekster til belysning af Grundtvigs dåbssyn kan nævnes.

Først fra den kendte og elskede vuggevise: Sov sødt barnlille – skrevet med baggrund i den dybe personlige krise, Grundtvig var igennem i 1844: 

Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.

Læg hænderne sammen,
da lægger sig amen
til Frelserens bøn,
som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde;
i Himmerigs kor
det lille Guds-ord
omfavner Guds engle med glæde

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts-vinger;
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger.

DDS 2003 nr. 674 

Maleri af Chr. Dalsgaard 1868
Grundtvig og sønnen Frederik i Vartov Kirke

Den anden tekst er fra Den Christelige Børnelærdom:
”Det er nu hele tredive Aar siden, det Lys gik op for mig, at det hverken er eller kan være nogen som helst Skrift, hellig eller søgn, men ene og alene ”Troens Ord i vor Mund”, den mundtlige, lydelige offentlige Tros-Bekjendelse ved Daaben efter Vorherres Jesu Kristi egen Indstiftelse, som udtrykker, og har lige fra Begyndelsen udtrykt, og skal til Verdens Ende udtrykke den uforanderlige, for alle Kristne fælles kristne Tro, hvorpaa vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn; og det gaar nødvendig med alt virkeligt Lys, ligesom med Solen og Maanen, der, naar de er staaet op, blive ved med at skinne deres Tid og gjøre deres Pligt, uden at bryde sig det mindste om, at alle de blinde, og alle de, der med Flid lukke Øjnene, har baade Ret i og Ret til at sige, hvad sandt er: at de ser det ikke.

Vist nok maa vi aldrig glemme, at alt aandeligt Lys i denne Verden, selv det allerklareste, er at ligne ved Sol og Maane bag Sky, saa det aandelige Lys har altid mange Hindringer som Skyer at gjennembryde; men dette Gjennembrud af Sandhedens Ord, som er det aandelige Lys, kan naturligvis ikke ske med en Pen, og det er just ret soleklart, at man umulig med Skrift kan bevise, at Ordet af Hjærtet i Munden er noget ganske andet og ypperligere end Ordet i Pennen og paa Papiret, saa det højeste nogen Skrift i denne Sammenhæng kan bevise, det er sin egen aandelige Afmagt, hvoraf da følger med Nødvendighed, at, har det aandelige Ord øvet noget aandeligt Storværk, da kan det ikke have været ved at staa paa Papiret, men maa have været ved levende at gaa fra Mund til Mund.”
Indledningen til 4. afsnit om ”Den apostolske Trosbekjendelse i den kristelige Daabspagt” citeret fra N.F.S. Grundtvig Udvalgte Skrifter v. Holger Begtrup, bind 9 s. 357

Peter Fischer-Møller