Vilslev kirke - en tufstenskirke fra 1150
Kirken er beskrevet i en folder, som her er indskannet som billeder. Du kan selv skrive den ud eller hente folderen i kirken. Danmarks Kirker, udgivet 2000 på Politikens Forlag, omtaler Vilslev kirke og Nationalmuseets store værk af samme navn, Bd. 30-31, har en udførlig beskrivelse. Desuden kan henvises til heftet Egnens kirker, også udgivet på tysk og engelsk. Heftet kan købes i Domkirkens shop.
Særligt bemærkelsesværdige træk ved Vilslev kirke og kirkegård:
1) Arkitekturen
2) Beliggenheden
3) Døbefonden og dåbsfadet
4) Kalkmalerierne fra 1200-tallets første halvdel
5) Altertæppet
6) Gravsættelsen: Vilslevfolket nord for kirken, Jedstedboerne syd for kirken
Kirken ligger nord for Kongeåen i marsken 4 km fra Vadehavet, tit under en natsort stjernehimmel. Den kan derfor nydes på afstand og ses fra Sønderho. Arkitekturen er præget af byggematerialet, tufstenen, som kan forarbejdes med økse og sav. Rhininspirationen er tydelig.
Det forunderlige ved Vilslev kirke er, at den kan tage sig så forskellig ud, og her har Kongeåen meget at sige. Vilslev kirke er da også et yndet motiv for både malere og fotografer. Alene tårnets placering har givet stof til mange overvejelser.
Bygningskyndige med kendskab til egnen vil hurtigt opdage, at kirkens apsis gentager Ribe domkirkes 2. etage og at der er eksperimenteret med rundbuernes antal ovenover skibets vinduer. En tur rundt om kirken afslører disse ting. Det tilrådes at følge uret og begynde ved våbenhuset på kirkens nordside.
Døbefonden er af granit. Den er lige så gammel som kirken og ser man nøje efter, vil man opdage at den afbilder krigere med hjelm, sværd og skjold i kamp med vilde dyr. Dåbsfadet er tegnet af Per Lütken og fremstillet på Holmegaards glasværk 1990. Triumfvæggens kalkmalerier fra 1200-tallet viser Himmelfarten, t.h. herfor indtoget i Jerusalem og til ve. den sidste nadver.
Altertæppet er tegnet af arkitekt Rolf Graae i 1955, han lod sig inspirere af stjernehimlen over marsken. Altertæppet er så elsket, at 40 af sognets damer, fordelt på 10 hold, har fremstillet et nyt i årene 1996-1999. Det er fuldstændig identisk med det oprindelige.
Messehagelen blev indviet på Trinitatis søndag i 1995. Den anvendes i den grønne tid eller trinitatis tiden. Den lokale forankring er tydelig: Vi ser ikke blot duen lette fra det gyldne kors for at dale over dåbsfloden, vi ser også sognelandskabet og dets karakteristiske farver - den lyse grønne marsk og Kongeåen der snor sig under den gråblå himmel. Motivet kunne vi kalde opstandelsestroen, dåben og kirkens vækst.
Hagelen er blevet til i samarbejde med nu afdøde væver Anne Marie Kornerup. Det håndværksmæssige arbejde er udført af væver Isabell Abos Madsen på hendes vævestue i København. Den grønne silke er udvalgt og importeret fra Japan af dronning Margrethe.
Relevante links
Kalkmalerier - en side med spændende billeder
Altertavler - en side med billeder af altertavler fra hele Danmark.
www.kongeaadal.dk - hjemmeside for Vilslev og Jedsted
Kirken på kort - find vej til kirken, se området fra luften eller søge andre oplysninger.